søndag den 11. august 2013

11. august

Der er udbrudt generalstrejke i Esbjerg! I løbet af formiddagen lukker hele byen – og de steder, hvor det går lidt langsomt med at få drejet nøglen om, "hjælper" de strejkende forretningsindehaverne på vej ved at knuse deres butiksruder!

Fra Aalborg forlyder det nu, at cementarbejderne også er gået i strejke! Både Esbjerg og Aalborg er militærstrategisk vigtige byer for besættelsesmagten, der er bekymret over udvilingen.

I løbet af dagen bliver det meddelt, at tyskerne er indstillet på at ophæve undtagelsestilstanden i Esbjerg, hvis esbjerggenserne går i arbejde.

Om aftenen er 2.000 arbejdere samlet til stormøde på Paladshotellet, hvor 2.000 arbejdere skal tage stilling til tyskernes udspil. Uden for står yderligere 3.000 esbjerggensere. Det bliver besluttet at genoptage arbejdet i morgen.

Strejken i Esbjerg bliver af en stor del af befolkningen i hele Danmark betragtet som en sejr. Som et illegalt blad skriver: ” … det kan altså nytte at gøre modstand”.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar