onsdag den 14. august 2013

15. august

Sortbørshandlen florerer i Odense. I dagens udgave af Fyens Stiftstidende fortælles det, at en odenseansk handelsmand er blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af forskellige krisebestemmelser. Han har bl.a. handlet med cigaretpapir og smørmærker i stor stil. Handelsmanden er nu fængslet. Politiet har foretaget endnu en anholdelse i sagen. Det drejer sig om en automobilhandler, der er sigtet for omfattende handel med smørmærker og uden tilladelse at have købt og solgt et lastbildæk. Automobilhandleren er fængslet for foreløbig fire dage.

Sortbørshandlen er bekymrende, men alvorligere begivenheder finder sted på de odenseanske gader. I løbet af aftenen bliver der knust ruder hos kendte nazistiske forretningsdrivende, og en gruppe unge mennesker bombarderer tyske soldater med sten.

Tyskerne forholder sig forholdsvist roligt, men det meddeles, at de kun modvilligt følger dansk politis påbud. Ved midnatstid falder der dog ro over byen igen.

Til gengæld er situationen i Svendborg højspændt. Ved 23.30-tiden skyder tyske marinesoldater med skarpt mod et demonstrationsoptog i nærheden af den danske kaserne. Vagterne ved kasernen besvarer ilden, og der er bliver affyret i alt 49 skud (44 fra dansk side). Efterfølgende sætter unge svendborggensere ild til tre tyske militærkøretøjer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar